The Funeral Address for Gitte

Tale ved Anne-Birgitte Christensens bisættelse fra kapellet på Helsingør Kirkegård den 9. maj 2026 kl. 10.00 v. sp. Troels Bak Stensgaard. Salmer: DDS 749 I østen stiger solen op; 121 Dejlig er jorden; 754 Se, nu stiger solen af havets skød; 784 Altid frejdig når du går. Orgelpræludium: ”Tusind stykker” (Anne Linnet); orgelpostludium: ”Halleluja” (Leonard Cohen). Bibelske læsninger: Lukas 24,46-53 og Rom 8,37-39.

Anne-Birgitte Christensen – jeres kære Gitte – er død.

I lørdags den 2. maj hjemme på Thorsvænget.

Gitte blev 72 år gammel.

Derfor er vi samlet her i kapellet om Gittes kiste for at sige det sidste farvel til din kære hustru Morten og bedre halvdel igennem 41 år og til Kristoffer og Kirstines mor og Viktoria og Adrians mormor og til en storesøster til Per og Bjørn og en svigerdatter til Marit og en svigerinde til Kitten og Lotte og en faster til Jens, Sofie, Magnus samt Thorbjørn, Mathilde og Sebastian og en tante til Marika og Alida og på anden måde et familiemedlem til jer, og hvis ikke det, så måske en gammel veninde og/eller måske en medarbejder eller kammerat fra en eller flere af de mange sammenhænge, som Gitte bevægede sig i som det energiske, sociale og aktivt samlende menneske, som hun var; hvilket alle I, som nu er samlet her, er vidnesbyrd om.

Det kan ikke være anderledes, end at I i dag på hver jeres måde må føle en sorg over, at hun kun blev 72 år, for vi forventer i dag at leve længere, og indtil Gitte i januar sidste år fik konstateret tarmkræft, var hun vel også i god vigør, sådan som jeg forstod det.

I begyndelsen efter diagnosen og en operation var prognosen god, men så kom der kræft i leveren og siden over det hele og ved juletid sagde lægerne, at der nu kun var livsforlængende behandling at tilbyde og blot to uger før Gittes død, sagde de, at det var et spørgsmål om dage eller uger.

Der er ingen af os, som på forhånd ved, hvordan vi vil reagere i en sådan situation, og der må vel have været svære dage i dette sygdomsforløb, men det nævnte I hendes nærmeste nu slet intet om.

I fortalte mig derimod, hvor fattet Gitte var hele vejen igennem, ja var så sej, som I beundrende sagde, og hvordan hun endnu dagen før sin død og trods svigtende kræfter beskikkede sit hus helt konkret ved at underskrive sit testamente, for der skulle være orden i tingene.

”Slægt skal følge slægters gang”, sang vi før i ”Dejlig er jorden”, som vist var Gittes yndlingsjulesalme, og det er også en del af naturens orden, at alt, hvad der kan fryde vort øje med sin skønhed før eller siden må visne og forgå, og det gælder også for ethvert menneske.

Det gør alligevel altid ondt at miste den, vi har kær, og det er en hel verden, som forgår, når et menneske dør, siger vi. For der er intet, der kan erstatte et menneske, så sandt som ethvert menneske er uendeligt meget mere end natur eller biologi, men er unikt og enestående, skabt i Guds billede og med ånd eller evne til at drømme og have visioner for fremtiden – med ånd eller evne til at indgå i forpligtende fællesskaber og også tage et ansvar for folk, som vi ikke er i familie med, sådan som Gitte gjorde, når hun og I i hendes familie på Thorsvænget gav husly til tamilske flygtninge fra Sri Lanka og til pakistanere samt en militærnægter fra Italien, som I tilføjede – til mange, som i det smukke orange hus med de blå-lilla kanter fandt tiltrængt hjerte- og husrum, hvad enten de havde brug for en havneplads en eftermiddag eller måske i halvandet år.

I fortalte mig om en kvinde med evner og den nødvendige flid og viljestyrke til at bygge en god og anerkendt IT-virksomhed, men også om en kvinde med evnen til at glæde sig over alt det andet, som livet også rummer – venskaber, rejser, gode måltider, musik og kunst på væggene eller naturen, hvad enten den opleves på en svampejagt i skoven eller på togter ude på Østersøen i et smukt træskib, som man er fælles med andre om at sejle og passe på.

Sådan fortalte Morten, Kirstine, Kristoffer, Per og Bjørn mig i onsdags så meget godt om Gitte og hendes engagement i livet, og sådan sidder I nu alle med hver jeres egne minder om Gitte og må tænke på, hvad I havde sammen med hende hver især, og måske skylder at sige tak for i dag, og hvad der for jer at se var Gittes glæder og sorger og de styrker og svagheder, sejre og nederlag, som vi alle har på hver vores måde, hvis man går os lidt efter i sømmene.

Nu hvor I må mindes det liv, som tog sin begyndelse på Antoniehus, hvor Gitte den 30. december 1953 blev født som Poul og Helga Christensens førstefødte. og med det fødested og med en far på Helsingør Skibsværft og ovenikøbet med en livslang passion for stranden og havet, er man en 100 % ægte helsingoraner, skal jeg hilse og sige.

Tyve måneder efter fulgte Per trop, og Bjørn fuldendte trekløveret i 1964, og I to brødre fortalte så fint om jeres hjælpsomme storesøster og om et godt og trygt barndomshjem på først Sdr. Strandvej og siden på Sigurd Svanesvej, hvad Gitte også selv fortalte mig meget om i forbindelse med jeres forældres bisættelser i hhv. 2008 og 2016.

I fortalte, hvordan Gitte som barn resolut præsenterede sig som ”Anne B. Christensen Gitte”, og allerede da var udadvendt og med mange veninder i skolen, og spillede klaver og blokfløjte, hun der siden elskede al slags musik fra Queen til arabisk mavedans og flamingo og afrikansk verdensmusik og måske helst live på en festival i Norge – og om hvordan hun som barn gik til dans og vedblev med at danse, hvad der vist sidenhen har skabt visse udfordringer for især dig Morten, for Gitte førte an og var den administrerende direktør på såvel dansegulvet som i jeres virksomhed, fik jeg indtryk af.

I fortalte om en kvinde, som allerede i skolen var god boglig og som ung tog dykkercertifikat og selvfølgelig blev instruktør i sportsdykkerklubben Aquanaut på Nordhavnen og ikke overraskende forenede det fornøjelige med det nyttige, da hun læste biologi på Københavns Universitet, og dykkede i Silkeborgsøerne i forbindelse med udarbejdelsen af sin specialeafhandling om ”Stofomsætninger i ferskvandsalger”.

I fortalte, hvordan Gitte med sin stærke vilje ikke gav op, da der ikke var job til nyuddannede marinbiologer, og så blev efteruddannet i Elektronisk Databehandling eller EDB, og om alt hvad dette måske lidt tilfældige valg siden med sig. For Gitte fik arbejde i firmaet I.B. Sharp og i firmaets norske afdeling sad en ung, blot 19 år gammel og efter eget udsagn temmelig nørdet IT-tekniker, som kækt skrev hilsner til de nyansatte, og det var dig Morten, og så skrev du og Gitte et halvt års tid sammen, indtil du mødte hende på Helsingør station. Og Gitte, der var 9 år ældre, vidste nok, hvad hun var klar til, og du var ”Good Breeding Material”, forklarede du såre beskedent Morten, men der var nok også to hjerter, som bankede i takt, og så kom Kristoffer i 1985 og fire år efter Kirstine.

Ja, resten er jo først og fremmest en historie om jeres familieliv siden 1986 på Thorvænget – og især om Kristoffer og Kirstines barndom og opvækst – men i høj grad også om ”Insight Systems”, den virksomhed, som Gitte og Morten grundlagde i 1989 og som siden, hvis jeg har forstået det ret, voksede sig stor inden for sin niece i IT-branchen, og i hvert fald blev et familieforetagende, som mange af jer fik del i.

Ja, jeg kan ikke stå her og fortælle alt, hvad jeg har hørt om Gitte, for så kommer vi ikke hjem i dag, så jeg vil blot tilføje, at Gitte stod for hovedretten, Per for forretten og Bjørn for desserten til familien Christensens fælles fester, hvilket I måske også kan se lidt symbolik i.

Til gengæld vil jeg her til sidst til gerne sige noget til jer om Kristi himmelfarts evangelium, som jeg læste først, fordi det er Kristi himmelfartsdag nu på torsdag.

Vi hørte, hvordan Jesus blev skilt fra sine disciple. Han blev båret op til himlen, idet han velsignede dem som en sidste afskedshilsen, fortælles det.

Det er en mærkelig fortælling. Men det mærkeligste er vel dette, at disciplenes reaktion på denne adskillelse fra deres ven og mester beskrives som glæde og ikke som sorg. Hvordan kan det være, tænker man. Ville de ikke have foretrukket, at Jesus var blevet hos dem, hvis han ellers kunne? Sådan føler vi jo selv, når vi skilles fra vores kære.

Men pointen med fortællingen om Jesus’ himmelfart er måske simpelthen, at alt, hvad der er bundet til jorden, er bundet til forgængeligheden. At den eneste mulighed for at kærligheden kan bestå, er, at den er forbundet med en kilde et andet sted. En kilde som er uforgængelig og evig. Og denne kilde er i himlen, hvor det så end er. Det er også ligegyldigt.

Himlen er selvfølgelig, hvor der er himmelsk, og det afgørende er, hvad himlen betyder: At der findes muligheder, som vi ikke kan begribe, og at der er noget, som for evigt er hævet over vores indflydelse, vores interesser. Noget som overgår vores fornuft, og som vi ikke kan ændre.

For nogle er det naturvidenskabens love.

Men for den kristne tro er det kærligheden.

Guds kærlighed der er evig og uforgængelig.

For dér hvor vores erfaring og vores fornuft altid møder sin grænse, dér forkynder evangeliet, at kærligheden er evig og aldrig hører op. Fordi Gud er kærlighed. Den kærlighed, som med apostlen Paulus’ ord, som vi også hørte før, og som skal lyde ved gudstjenesterne i alle landets kirker i morgen om en uge, på den 6. søndag efter påske, er stærkere end alt, hvad der kan skille os fra hinanden, og stærkere end selv døden, som før eller siden altid gør det.

Det er ikke altid, vi kan se den kærlighed i vort eget liv. For der er lyse og mørke dage i ethvert menneskeliv i et eller andet blandingsforhold, og et hjerte kan gå i tusind stykker, sådan som Anne Linnet synger i den sang, hvis melodi Kirstine bad organisten om at spille først i dag.  

Men hvordan vores liv end former sig, så kom Jesus kom for at gøre Guds kærlighed menneskeligt nærværende i verden ved at insistere på kærligheden til livet og til andre, også selvom det førte ham gennem lidelse og død.

Derfor kom der en påskemorgen, hvor Gud brød dødens og mørkets magt én gang for alle, og en pinsedag, hvor han sendte sin Ånd, så vi mennesker kan mærke, at hans ord stadig gælder.

Og nu er det snart pinse igen. For i morgen om to uger fejrer vi i kirkerne pinsen og Helligåndens komme.

Måtte Guds Ånd også komme og hjælpe jer og især jer, som var Gittes nærmeste og kære, med at leve uden hende – i taknemlighed over alt det, som var, og i tro på, at det, der for os er en ende, rummer en ny begyndelse.

Gud bevare alle gode og lyse minder, som I har om hende! Amen.